!!! Kjærlighetsbrev fra min oldefar til hans kone
Brevet som følger er ordrett sitert, og sjelden har jeg vært så stolt over en forfader - dette er virkelig noe å sende den unge konen, som måtte sitte hjemme mens han jobbet som lektor i nabobygda og kun fikk reist hjem i ferier samt en og annen helg. Det skal legges til at denne ordningen kun varte de første få årene de var sammen og at de deretter bodde, formodentlig lykkelige, sammen med hverandre og de etterhvert flerfoldige barna; men brevene deres fra starten av ekteskapet gjør meg enda sikrere på at Noko så definitivt blir borte når du er nær.
.....................................................................................................
30.11.1874. Min hjertenskjære Hustru!
Da jeg Lørdag skrev til dig, var det pudsig nok i den Formening, at Posten kom nordenfra paa Lørdag istedenfor Søndag og derfor min Ytring, at jeg ventede der var kommet brev fra dig til Postkontoret i gaar. Før Gudstjenesten var jeg da paa Postkontoret, netop som brevet og skøyterne kom.
Du er inderlig takket for dit kjære Brev. Jeg maa sige, at jeg har ingen Nyhed, som er saa kjær, at det staar vel med dig, ligesom ingen af os tvivler paaa, at vi i fuldt Maal gi den Plads i hinandens Hjerter, som det tilkommer enhver av os. Du taler noget om din Ustadighed og at du vil lægge Vind paa mer Taalmodighetd, for at gjøre mig mer fornøyd med dig. Tror du da, at jeg venter at du er saa stenfast, at du ikke skulde lade savnet faa en eneste Ytring, naar jeg reiser eller under mit Fravær? Eller tenker du at det være mig kjærkomment, eller at jeg var mer tilfreds med dig, om du var en av disse stærke mennsker, hvis iskolde Fornuft kvæler enhver inderlig følelse i sit Opphav? Ganske sikkert ikke.
For hvert et Suk, for hver Taare, som dette savn fremkaller, elsker jeg dig, om mulig, endnu mer, thi i hver av dem har jeg en stadig Paamindelse at jeg er avholdt saa meget som det er nogen dødelig givet.
Du maa være forvisset om at jeg er dig taknemlig for hver en Tanke på mig, de tunge, som de lyse. Det som gjør mit Arbeide let og giver mig et haabefult Syn paa Livet, som jeg kanskje aldrig hadde før vaar Forbindelse. Det er netop denne, hva du kalder din Ustadighed (!), som du vil aflægge for at jeg skal blive fornøyd med dig. Aa nej, alvorlig talt, saa er jeg vel heller ikke, ikke saa rolig-fornuftig, som jeg lader til. Men Grunden for at jeg har slaaet disse muntre Akkorder, er nok den at jeg gjerne vilde gjøre dig saa oprømt som mulig. Tiden gaar hurtigere naar man tager den fra dens lyse Side, navnlig da det under disse Omstændigheder vil det blive alt for tungt, om man saa Natten mørkere end den er.
Men ”Om natten er aldrig saa lang
Saa bliver det dog Morgen engang”
Vor Lykke Morgen kommer nok, ja er allerede kommen, vaar usminkede Kjærlighed er den Pal som ved Guds Hjelp, trods alle Savn, vil fremtvinge ret mange Blomster paa vaar sti og give dem Lys og varme saa at de maa spire ferdig. Altsaa, ogsaa denne gang, friskt Mod, jeg bliver med dig på Reisen!
Vær lit forsigtig med Kulden og andet, jeg faar spurgt, at du begynder aa skrante for tidlig. Jeg befaler dig at være frisk, blant Anett for min egen Rolighetds Skyld. (Anm.: Guris første barn, Petter, ble født 29.12.1874) ------
Med mig staar Alt godt til, jeg kan ikke engang have den Ære at tale om Tandpinen. Hils dine kjære Foreldre og Søskende flittigst. Du takkes for det som fulgte med brevet, det ene har jeg gjemt, det andet faar du igjen med renter.
Vaarherre være med dig.
Din hengivne Mand.
......................................
Ah, den som gjorde seg fortjent til slikt et brev! Jeg kommer til å ligge våken i timevis og lure på hva disse to tingene som skal ha fulgt med hennes forrige brev kan ha vært for noe, det er sikkert. Vakkert, vakkert, vakkert.
.....................................................................................................
30.11.1874. Min hjertenskjære Hustru!
Da jeg Lørdag skrev til dig, var det pudsig nok i den Formening, at Posten kom nordenfra paa Lørdag istedenfor Søndag og derfor min Ytring, at jeg ventede der var kommet brev fra dig til Postkontoret i gaar. Før Gudstjenesten var jeg da paa Postkontoret, netop som brevet og skøyterne kom.
Du er inderlig takket for dit kjære Brev. Jeg maa sige, at jeg har ingen Nyhed, som er saa kjær, at det staar vel med dig, ligesom ingen af os tvivler paaa, at vi i fuldt Maal gi den Plads i hinandens Hjerter, som det tilkommer enhver av os. Du taler noget om din Ustadighed og at du vil lægge Vind paa mer Taalmodighetd, for at gjøre mig mer fornøyd med dig. Tror du da, at jeg venter at du er saa stenfast, at du ikke skulde lade savnet faa en eneste Ytring, naar jeg reiser eller under mit Fravær? Eller tenker du at det være mig kjærkomment, eller at jeg var mer tilfreds med dig, om du var en av disse stærke mennsker, hvis iskolde Fornuft kvæler enhver inderlig følelse i sit Opphav? Ganske sikkert ikke.
For hvert et Suk, for hver Taare, som dette savn fremkaller, elsker jeg dig, om mulig, endnu mer, thi i hver av dem har jeg en stadig Paamindelse at jeg er avholdt saa meget som det er nogen dødelig givet.
Du maa være forvisset om at jeg er dig taknemlig for hver en Tanke på mig, de tunge, som de lyse. Det som gjør mit Arbeide let og giver mig et haabefult Syn paa Livet, som jeg kanskje aldrig hadde før vaar Forbindelse. Det er netop denne, hva du kalder din Ustadighed (!), som du vil aflægge for at jeg skal blive fornøyd med dig. Aa nej, alvorlig talt, saa er jeg vel heller ikke, ikke saa rolig-fornuftig, som jeg lader til. Men Grunden for at jeg har slaaet disse muntre Akkorder, er nok den at jeg gjerne vilde gjøre dig saa oprømt som mulig. Tiden gaar hurtigere naar man tager den fra dens lyse Side, navnlig da det under disse Omstændigheder vil det blive alt for tungt, om man saa Natten mørkere end den er.
Men ”Om natten er aldrig saa lang
Saa bliver det dog Morgen engang”
Vor Lykke Morgen kommer nok, ja er allerede kommen, vaar usminkede Kjærlighed er den Pal som ved Guds Hjelp, trods alle Savn, vil fremtvinge ret mange Blomster paa vaar sti og give dem Lys og varme saa at de maa spire ferdig. Altsaa, ogsaa denne gang, friskt Mod, jeg bliver med dig på Reisen!
Vær lit forsigtig med Kulden og andet, jeg faar spurgt, at du begynder aa skrante for tidlig. Jeg befaler dig at være frisk, blant Anett for min egen Rolighetds Skyld. (Anm.: Guris første barn, Petter, ble født 29.12.1874) ------
Med mig staar Alt godt til, jeg kan ikke engang have den Ære at tale om Tandpinen. Hils dine kjære Foreldre og Søskende flittigst. Du takkes for det som fulgte med brevet, det ene har jeg gjemt, det andet faar du igjen med renter.
Vaarherre være med dig.
Din hengivne Mand.
......................................
Ah, den som gjorde seg fortjent til slikt et brev! Jeg kommer til å ligge våken i timevis og lure på hva disse to tingene som skal ha fulgt med hennes forrige brev kan ha vært for noe, det er sikkert. Vakkert, vakkert, vakkert.
posted by maren at 9:42 PM
4 Comments:
I sannhet, vakkert. En sitter her, dypt rørt, over at noen har skrevet noe sånt på ekte. noe forsvinner når du er nær, sier du? I sannhet.
Får jeg lov til å kopiere deler av dette brevet, i et brev til en kjær hjemme? Selvsagt med anførselstegn og korrekt kildehenvisning?
Vakkert...
Å ja, distribuer i vei! Vi skulle alle skrevet flere sånne brev. Denne ironisk distanse-holdningen som preger generasjonen vår kan virkelig gå meg på nervene... men jeg er fullt ut et barn av min tid, ergo leser jeg desto mer eldre litteratur i et innbitt forsøk på å suge til meg noe av det de en gang turte å dele med hverandre. Er det rart Joni Mitchell selger.
*sukk* Hvem trenger Jane Austin når man kommer fra vår slekt...?
Post a Comment
<< Home